Support

  • support: (+45) 49181200
  • Mandag til Torsdag: 08:00 - 16:00
  • Fredag: 08:00 - 15:30

    Vores kaffefilosofi

    Vores kaffefilosofi

    Vi hylder kaffen som en sanseberigende, styrkende og stimulerende ædel drik. Derfor kan du ganske enkelt kun købe kaffe af den højeste kvalitet hos AMOKKA.

    Vi importerer selv kaffen og rister den i eget risteri. Det gør vi for at sikre høj en friskhed og for at få de fine nuancer frem i bønnerne. Vi kan tilbyde kaffe fra mange dele af verden - hver med deres egen karakteristiske smag. Og ved at sammensætte særlige blandinger, herunder også espressoer, og riste kaffen i kortere eller længere tid, kan vi garantere helt nye smagsoplevelser.

    Næsten alle vores kaffer er ren arabica.

    God arabicakaffe, som AMOKKA bruger, betragtes som den bedste pga. sin milde og aromafyldte smag. I espressoblandingen Gorgona og vores Cowboyblanding er der tilsat en lille mængde god robustakaffe. Denne er, som navnet antyder, meget modstandsdygtig og kan dyrkes under vanskeligere forhold end arabicaen. Den er smagsmæssigt ikke så populær som arabicaen, dog med en undtagelse, når det gælder espresso-blandinger.

    Af smagsmæssige årsager, og for at opnå en bedre "crema" har mange espressoblandinger en mindre procentdel robusta iblandet. Hos AMOKKA bruger vi kun de bedste robustakaffer.

    Alle vores kaffer, på nær den brasilianske, som bruges i vores espressoblandinger, er vaskede kaffer. De vaskede kaffer betragtes generelt som mere smagsmæssigt veludviklede i forhold til de uvaskede kaffer.

     
    AMOKKAs 10 kaffebud
    1. Tag en kaffepause, forkæl dig selv, drik kaffe af god kvalitet og giv dig tid til at nyde den. Sammenlign en friskristet, friskmalet kop kaffe med traditionel kaffe og oplev en forskel, der er til at smage.

       
    2. Køb altid små mængder friskristet kaffe og opbevar den i posen i en tætsluttende beholder.
      På denne måde har du altid den friskeste kaffe ved hånden.

       
    3. Mal kaffen hjemme, umiddelbart før brygningen. På den måde kan du både nyde den herlige kaffeduft samt få flest aromastoffer ned i koppen, og ikke ud i luften. Hvis du mener det seriøst, så køb en elektrisk kaffekværn. Så er det superlet at male frisk kaffe HVER gang, du brygger.

       
    4. Drik kaffe brygget på stempelkande, som giver den mest aromatiske kaffeoplevelse. En god espressomaskine er det bedste til espressokaffe.

       
    5. Drik forskellige slags kaffer på forskellige tidspunkter af dagen. Hvis du f.eks. er B-menneske og kan lide at vågne langsomt op, så start med en blid kaffe. Hvis du er A-menneske, som springer ud af sengen, så begynd dagen med et kraftigere kaffekick, evt. med masser af mælk i. Drik fyldigere kaffe midt på dagen, og en rigtig kraftig mørkristet ”satan” lige efter den gode middag.

       
    6. Husk at nyde den færdigbryggede kaffes duft, før du drikker den.

       
    7. Nogle kaffer er gode med mælk, andre er ikke. Generelt skal kaffen have god krop for at bære mælken (dvs. "fylde" munden ud). Det er synd at komme mælk i en let kaffe, prøv dig frem.

       
    8. Lav kun den mængde kaffe, du drikker (meget kaffe ender i køkkenvasken). Herved får du råd til bedre kaffe, hver gang.

       
    9. Sluk tørsten med vand, inden du nyder din kaffe.

       
    10. 3 kopper god kaffe om dagen er bedre end 10 kopper ”opvaskevand”. 
       
    På trods af alle disse gode råd, så drik det du bedst kan lide.